Dag 1: Udforsk hyggelige Stockholm
Dagen er til fri disposition, så du kan udforske hovedstaden, der med sine mange museer, gallerier, butikker og restauranter har skøn storbystemning fyldt med kultur. Du kan eksempelvis besøge Vasa Museet med verdens eneste bevarede skib fra det 17. århundrede eller Gamla stan, der er et historisk område med masser attraktioner, seværdigheder og caféer. Udforsk denne interessante by, der også er kendt som Nordens Venedig.
Kl. 16.45 stævner du ud fra Stockholm med et af Tallink Silja Lines skibe. Ombord er der flere aktivitetsmuligheder, og du kan f.eks. nyde en lækker middag i en af de mange restauranter eller lade dig underholde i en af barerne eller i skibets kasino. Der er en masse at lave for både børn og voksne.
Dag 2: På opdagelse i Helsinki
Du ankommer til Helsinki kl. 09.55, hvor du skal være klar til en dag spækket med oplevelser. Med ca. 6 timer i land er der god tid til at udforske de populære kunstmuseer eller at shoppe amok i de mange butikker, der gør byen til et vaskeægte shopping-paradis. Er du ikke bange for højder, kan du tage en tur i det såkaldte ”skywheel”, der giver dig en fantastisk udsigt over Helsinkis hustage og den flotte natur i bugten, som byen ligger i. Du kan også tage på byvandring og nyde den smukke arkitektur, der kan spores helt tilbage til 1800-tallet.
Rejser du med børn eller andre barnlige sjæle, vil det måske være en idé at besøge forlystelsesparken Linnanmäki eller Helsinkis Zoo, der er en af de ældste i verden og har ca. 200 forskellige dyr fra alt lige fra arktisk tundra til tropisk regnskov. Byen har samtidig en overflod af restauranter med både finske og internationale specialiteter, så der er noget for enhver smag.
Du stævner ud fra Helsinki kl. 17.00.
Dag 3: Kursen er sat mod Stockholm
Nyd en afslappende morgen ombord på skibet, inden du ankommer til Stockholm kl. 09.30. Herefter har du muliged for at opleve de ting, som du ikke nåede på dag 1 i Stockholm.