INTRODUKTIONBILLEDERDAGSPROGRAMPRISERPRAKTISKE INFORMATIONERREJSEFORESPØRGSELUdskriv

Kajakekspedition i Nordvestgrønland

På eventyr i hjertet af Grønland

Drømmer du om spændende kajakeventyr i nærkontakt med storslået arktisk natur? Så tag med på vores 10-dages kajakekspedition for erfarne kajakroere til hjertet af Grønland.

In stock
Travel Code
ADV-004
Det kan du glæde dig til

Vores 10-dages kajaktur går fra Ilulissat og nordpå gennem Ataa-sundet mellem fastlandet og Arveprinsens Ejlande. Undervejs gør vi ophold i både nuværende og nedlagte bygder, overnatter i nærheden af kælvende bræer og ror mellem de store isfjelde. Området mellem Arveprinsens Ejlande og indlandsisen er et spændende kajakfarvand med masser af små øer, skær og fjorde. Dagene er lange, nætterne lyse, og naturens sceneri i midnatssolen er forrygende. Det er ikke ualmindeligt at komme særdeles tæt på de store pukkelhvaler, og ofte følges vi af nysgerrige grønlandssæler.

Her er også masser af spor efter grønlændernes forfædre, og flere steder møder vi gamle fangstpladser med fundamenter fra de karakteristiske tørvehytter og intakte grave. Ofte anvender vi lejrpladser som er blevet benyttet af de tidlige generationer af inuitter i deres søgning efter gode steder at slå sig ned. Undervejs bliver der lejlighed til at fiske efter bl.a. ørreder, torsk og uvak som supplement til ekspeditionskosten. Et af turens nordlige mål er bræområdet ved Eqip Sermia. Her er man tæt på indlandsisen, og der høres næsten konstant høje drøn fra bræen, når store is-skodser brækker af og flyder ud i sundet. Ved Eqip Sermia har vi en overliggerdag, hvor vi forsøger at nå ind til isen til fods. 

Se billeder og film fra 2018 her

Dagsprogram

Dag 1
Afrejse med Greenland Air mod Kangerlussuaq. Herfra flyver vi videre, med en mindre Dash 7, til Ilulissat. Ved ankomst til Ilulissat indkvarteres vi på vandrehjem. Resten af dagen kan bruges til at slappe af og fordøje de mange nye indtryk.

Dag 2
Sightseeing i Ilulissat. Ilulissat er Grønlands tredje største by, og byen har masser af arktisk atmosfære, natur og kultur at byde på. Vi besøger bl.a. bymuseet, Knud Rasmussens barndomshjem, hvor der i dag er en spændende etnografisk samling, som giver et godt udgangspunkt for et overblik over Grønlands historie og kultur. "Brættet", hvor de lokale fangere videresælger deres fangst til de lokale, er også et besøg værd.      

Dag 3
Første kajakdag fra Ilulissat til Oqaatut. Efter morgenmaden pakker vi kajakkerne og ror nordpå langs kysten. Vi slår lejr ved Oqaatut, en lille hyggelig bygd der for 2-300 år siden var en hollandsk hvalfangerkoloni og derfor også går under navnet Rodebay (Den røde bugt). I dag er bygden et lille fanger- og fiskersamfund med indhandling af bl.a. hellefisk og sæler som en vigtig indtægtskilde. 

Dag 4-12
Disse dage bruges på at udforske Ataa-sundet. Området ved Ataa-sundet er på alle måder spændende. Her er kælvende bræer, masser af øer og skær, fantastisk natur og god mulighed for at opleve hvaler. Vi sigter mod at nå nordpå til bræomådet ved Eqip Sermia. Her ligger Port Victor, som den franske polarforsker Paul Emilie-Victor brugte som udgangshavn for utallige ekspeditioner på den grøndlandske indlandsis. Der kan måske blive mulighed for en vandretur til iskanten. Et andet mål for rejsen er Arveinsens Ejland og den nedlagte bygd Ataa, hvor der er mulighed for at foske fjeldørreder i elven eller udforske området tl fods.

Dag 12
Vi ror fra arveprinsens Ejland i Ataa og tilbage mod Oqaatut. 
Enten overnatter vi igen i bygden, hvor der er mulighed for et bad i bygdens servicehus, eller vi overnatter et stykke derfra på en yderst stemningsfuld og idyllisk lejrplads. Lidt atypisk for grønlandske bygder er her også mulighed for at besøge restauranten H8. 

Dag 13
Sidste kajakdag før vi igen er tilbage i Ilulissat. 

Dag 14
Der er dømt velfortjent afslapning. For dem der har lyst, er der vandretur til den nedlagte boplads Sermermiut og til Holms Bakke, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Jakobshavn Isfjord og isfjeldsbanke. Der er også mulighed for aktiviteter på egen hånd og for at få købt de sidste souvenirs eller samle de sidste indtryk, før det går mod syd igen. Hvis stemningen er til det, kan det anbefales at afrunde dagen med grønlandsk buffet på hotel Hvide Falk.

Dag 15
Transfer til lufthavnen og returrejse mod København med mellemlanding i Kangerlussuaq.  

Ovenstående program er vejledende. Faktorer som vejr, vind og havforhold er afgørende for ruten.   

Deltagerforudsætninger

Som deltager på denne tur må du:

- være rutineret havkajakroer (IPP3 Hav, BCU3 star, DGI Havkajakroer 2 eller tilsvarende)*
- have erfaring fra kajakture i Danmark og udland. Herunder ture i den danske vinterperiode. 
- kunne ro 30+ km i en tungt lastet kajak
- være indstillet på at være aktivt deltagende i daglig planlægning, lejrslagning og madlavning.
- være indstillet på at tage udfordringerne som de kommer. 

I forbindelse med turen afholdes en vigtig info- og forberedelsesdag som dagstur for alle tilmeldte deltagere. Turen er et heldagsarrangement og afholdes i maj 2019.   

*Det er ikke nødvendigt at fremvise certifikat. Dog må du kunne redegøre for erfaring og færdighedsniveau.  

Indkvartering

På kajakturen overnatter vi i telte. Hver deltager får udleveret et rummeligt enkelttmands tunneltelt. Teltene har god plads til både bagage og til at tage en halv regnvejrsdag, hvis det skulle blive nødvendigt. I Iluilissat indkvarteres vi på byens rustikke vandrehjem på dobbeltværelser med dyne og sengelinned. 

Vejr og klima

I juli og august er vejret som regel godt, og Diskobugten er et af de områder i Grønland der har flest solskinstimer, samtidig med at vindforholdene ofte er rolige. Dagstemperaturerne ligger i gennemsnit på knap 11 grader, og om natten er gennemsnitstemperaturen omkring 4,5 grader. Men sommertemperaturerne kan sagtens svinge sig længere op. Tæt på indlandsisen kan nattemperaturen til gengæld falde til tæt på frysepunktet. Diskobugtens lave luftfugtighed gør dog at kulden generelt ikke føles på samme måde som i Danmark. Dog kan det skifte, og der kan naturligvis forekomme dårligt vejr. Derfor er den overordnede plan tilpas fleksibel til at vi kan ligge vejrfast og bruge tiden på andre aktiviteter som vandreture i fjeldet eller fiskeri.

Ekspeditionsrejse

Turen her er på alle måder en ekspeditionsrejse. Selvom der er en overordnet plan for turen, er detaljeplanlægningen og de enkelte turdages forløb helt afhængig af faktorer som vejr-, hav- og isforhold. Kun yderst få kajakgrupper kommer den her vej, og der er ingen organiserede lejrpladser. Der er til gengæld mange gode campingspots, og vi slår lejr dér hvor forholdene er gode og der er rindende drikkevand. Hver lejrplads byder på et nyt fantastisk sceneri. 

På en typisk kajakturdag står vi tidligt op, laver en solid morgenmad og pakker lejren sammen. Efter afgang ror vi som regel et par timer og holder en kort formiddagspause. Ved middagstid holder vi en længere pause, hvor der er god tid til at få fyldt energireserverne op. Når vi ankommer til dagens bestemmelsessted, gælder det om at få slået telte op, lavet mad, slappe af og nyde omgivelserne. Etapernes længde vil variere så der både er længere og kortere dage. 

Turen ledes af Morten Nilsson (Havkajakinstruktør og BCU 5* Sea Leader), som har en flerårig relation til Grønland og meget erfaring med guidning i arktiske farvande. Vi har stor fokus på sikkerheden, og turlederen rapporterer dagligt til den grønlandske redningstjeneste, der således hele tiden er underrettet om kajakgruppens position. 

Bestil

1 person. Kajakekspedition i Nordvestgrønland. Indkvartering på vandrehjem i to-sengsrum og i 2-personers telte.

UgeStartdatoSlutdatoVarighedPris pr. person 
2806-07-201920-07-201914 nætter27.498,- DKKBESTIL
UgeStartdatoVarighed
( nætter)
Pris pr. person 
2806-07-20191427.498,- DKKBESTIL
Praktiske Informationer

Vær venligst opmærksom på:

Priserne på denne ekspedition er baseret på gældende dagspriser på flybilletter hos Air Greenland. Der kan derfor komme prisjusteringer løbende. Det er altid en fordel at bestille tidligt, da det medfører lavest mulige pris. Turen gennemføres ved minimum 6 deltagere. 

Indkvartering på Ilulissat vandrehjem foregår på delt dobbeltværelse (og ikke som det fremgår af bestillingsformularen - enkeltværelser). På kajakturen benytter vi både enmads-telte og tomands-telte (til par). 

Prisen inkluderer:

  • Fly København-Kangerlussuaq-Ilulissat tur/retur
  • 4 overnatninger på vandrehjem i Ilulissat
  • 11 dages kajaktur nord for Ilulissat
  • Guidede rundvisninger og vandreture i Ilulissat
  • Dansk havkajakguide og turleder med lokalkendskab 
  • Single havkajak fra Dagger, spraydeck og vest
  • Al proviant på kajakturen
  • Telte og køkkenudstyr
  • Fælles info- og forberedelsesdag i foråret 2019 for alle deltagere. 
Prisen inkluderer ikke:
  • Personlig kajakbeklædning (Tørdragt kan lejes)
  • Pagaj (Kan lejes, men man kan medbringe egen pagaj med Air Greenland)
  • Sovepose, liggeunderlag og andet personligt lejrudstyr
  • Udflugter i Ilulissat udover byvandring og vandretur til Sermermiut
  • Måltider i forbindelse med overnatninger på vandrehjem i Ilulissat


Sikkerhed
Vi medbringer altid kommunikationsudstyr som sattelittelefon, VHF-radio og udrustning til signalering. Desuden rapporterer guiden dagligt til den grønlandske kystradiotjeneste og Arktisk Kommando, der hele tiden er underrettet om hvor vi befinder os. Skulle der opstå problemer undervejs, har vi således en nødprocedure som hurtigt aktiveres. 

Udstyr
Vi anvender solide kajakker (Bl.a. Dagger) af plastik, der tåler kontakt med klipper og sten, så man ikke skal bekymre sig om slaghuller eller skader på skroget. Med til kajakken hører desuden et neopren-spraydeck og en svømmevest (Kokatat Msfit). De fleste deltagere foretrækker at medbringe deres egen pagaj (kan medbringes uden ekstra omkostninger), men der er også mulighed for at låne en pagaj, hvis det foretrækkes.

Beklædningen er en vigtig faktor for en god tur. Som inderbeklædning anvendes typisk et eller to lag uld eller fleece, samt tykke uldne sokker. Yderst en tørdragt eller to-delt semi-tørdragt, neoprenstøvler, padleluffer eller neoprenhandsker, samt hat eller hue. Har du ikke selv en tørdragt, er det muligt at leje en i Grønland (Kokatat Ekspedition). Når du tilmelder dig turen, modtager du en udførlig pakkeliste med både kajak- og lejrudstyr.

Proviant 

På turen her indgår du i et proviant-team der selv står for den daglige madlavning. Hvert proviant-team får udleveret tur-proviant bestående af morgen-, middags- og aftensmad. Til madlavningen råder hvert proviant-team over to grydesæt med henholdsvis gas- og benzinbrænder, en 10-liters vandsæk samt en pose med tilbehør. 

Til morgenmad er der ”luksus-havregrød” med mandler, nødder, honning, kanel, smørklat m.m., som er rigtig godt og rummer den mængde energi der skal til for at kickstarte dagen. Frokosten består af bl.a. rugbrød og tortillas med diverse pålæg og tilbehør, samt diverse nuddelsupper. Til aften er der både frysetørrede færdigretter til de lange og anstrengende dage, hvor vi kommer lidt senere i land, og simple men velsmagende retter der kræver en anelse mere tid at tilberede. Desuden medbringer vi te, kaffe og kakao, og til hver dag er der desuden beregnet lidt daglig snack som chokolade, kiks, müeslibarer eller andre hurtige kulhydrater. 

 

Gå til toppen af siden